Lægeforeningens formand Camilla Noelle Rathcke kalder Sundhedsstyrelsens beslutning om udelukkende at koncentrere sig om vaccination af de ældste borgere over 85 år er et drastisk skridt. Hun kalder det et brud med den strategi, man havde lagt fra begyndelsen, om at både frontpersonale og risikogrupper skulle vaccineres i den første del af vaccineindsatsen.
»Jeg forstår fuldstændig problemstillingen med, at vi ikke har vacciner nok. Jeg synes bare, det er en forkert tilgang, at man skruer helt ned for den ene gruppe og fortsætter i det omfang, man egentlig ønsker, i den anden«, siger hun.
Reaktionen kommer, efter at Politiken kunne fortælle, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostørm, i et brev til regionerne oplyser, at man nu vil udskyde vaccination af frontpersonalet. Camilla Noelle Rathcke beretter om en del sygdom blandt sundhedspersonalet. Derfor mener hun, det er vigtigt, at personale også får vacciner, så hjulene kan holdes i gang i sundhedsvæsenet.
Fagforbundet FOA er også »stærkt bekymret« for den personalemangel, som kan komme ved at udskyde vaccinationen af frontpersonale. Flere risikerer nemlig at blive smittet med corona og dermed ikke kunne møde på arbejde til at passe syge og ældre. Det mener Torben Hollmann, der er formand for FOA’s sektor for social og sundhed.
Er det ikke fair at sige, at de, der er i risiko for et alvorligt sygdomsforløb, vaccineres først?
»Jo, det kan man have en mening om. Man kan bare sige, at hvis der ikke er personale nok på hospitalerne, ryger patientsikkerheden, og så dør man altså også. Vi synes godt, man kunne lave en tostrenget strategi«, siger han.
Anderledes toner kommer fra Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimenterende virologi på Københavns Universitet.
»De sårbare risikerer i langt højere grad at dø af covid-19. Bliver plejepersonalet smittet, vil de fleste trods alt klare sig, selv om de kan risikere langtidspåvirkningerne af infektionen«, siger han til Politiken.
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, begrunder i øvrigt ifølge Politiken beslutningen med, at han sjældent har set en sygdom, hvor alder er så afgørende et parameter for alvorlig sygdom og død som med coronavirus.
Danmark modtager leverancer af vacciner fra Moderna samt fra samarbejdet mellem Pfizer og BioNTech. Snart forventes det, at en vaccine fra AstraZeneca godkendes. De har dog varslet, at der vil blive færre leverancer til Europa end forventet.
ritzau
fortsæt med at læse




























