Antallet af coronasmittede personer på de danske hospitaler fortsætter med at falde. Onsdag er der indlagt 666 smittede, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI). Det er 18 personer færre end tirsdag. Det er det laveste antal siden 20. december, hvor 661 smittede var indlagt.
Af de indlagte ligger 112 på intensivafdelinger, og af dem er 86 tilkoblet en respirator. Tirsdag var tallene 119 og 89. Der er siden tirsdag sket 43 nye indlæggelser af smittede. Der er dog også sket udskrivelser, hvorfor det samlede antal er faldet. Det er langt færre nye indlæggelser end i begyndelsen af januar. Her blev flere end 100 dagligt indlagt med covid-19.
Samtidig er yderligere 20 smittede afgået ved døden. Det vides ikke, om de har været indlagt på hospitalerne.
Siden sidste opgørelse er der bekræftet 592 tilfælde af covid-19. Det svarer til 0,52 procent af de knap 113.000 prøver, der er kommet svar på. Det giver en positivprocent på 0,52. Det er den laveste positivprocent siden 4. september. Det er samtidig 12. dag i træk, at positivprocenten er under 1. I opgørelsen indgår ikke de personer, der er testet positive med lyntest. I alt 121 var positive tirsdag hos de fire aktører, som gør det på statens regning.
»De restriktioner, der blev indført i løb af december, er slået fuldt igennem. Det er fint, vi fortsat ser et lavt antal nysmittede og en lav positivprocent. Men vi er fortsat ikke helt der, hvor vi gerne vil være, og hvor vi kan begynde at tænke på at genåbne samfundet«, vurderer professor Nina Weiss, Hvidovre Hospital, på baggrund af dagens smittetal.
I alt 183.606 har påbegyndt vaccination med covid-19 i Danmark. Det svarer til 3,15 procent af befolkningen - eller hvert 32. dansker. 0,56 procent har fået to vaccinestik, hvilket betyder, at de er færdigvaccinerede.
ritzau
fortsæt med at læse




























