Den britiske variant er i 16,5 procent af de positive coronaprøver i uge 4, der er analyseret.

Den britiske variant udgør nu hver sjette nye smittetilfælde

Foto: Jesper Houborg/POLFOTO
Foto: Jesper Houborg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der er nu påvist 1116 tilfælde med coronavarianten B117, der udspringer fra Storbritannien.

Det er en stigning fra 1047 i den seneste opgørelse søndag. De viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Andelen af positive prøver med den britiske variant udgjorde 7,4 procent i uge 2. Det var i uge 3 steget til 13,3 procent.

I uge 4 er tallet 16,5 procent, men det tal skal dog læses med forbehold, da der er et vist efterslæb på tallene, fordi det tager op mod en uge at analysere prøverne for, hvilken variant de stammer fra.

Tallene for uge 4 dækker kun mandag og tirsdag i den uge, og det er kun cirka en femtedel af de positive prøver, der er analyseret.

Den stigende andel med den britiske variant skal ses i sammenhæng med, at der de seneste uger har været et stort fald i smitten med de gængse varianter af coronavirus.

Den britiske variant vurderes at blive dominerende i Danmark i løbet af februar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her