Statens Serum Institut (SSI) oplyser, at opgørelsesmetoden ændres, så man kan kende forskel på PCR-test og lyntest i opgørelsen over smittede med coronavirus.
Fremover vil det være muligt at se, hvor mange af de bekræftede smittetilfælde der er fundet via statens PCR-test, og hvor mange der er fundet igennem lyntest ved private udbydere.
Den nuværende model har fået kritik, fordi det ikke umiddelbart er tydeligt, hvor mange af de testede der egentlig er smittet med coronavirus.
Ændringen sker for at sikre, at de, der tager en PCR-test, efter at de har fået et positivt svar ved en lyntest, ikke tæller med i smittetallene mere end én gang.
»Hvis den efterfølgende PCR-test er negativ, bliver det positive testresultat imidlertid ikke annulleret i overvågningen. På den måde kan antallet af positive test blive alt for højt,« siger SSI’s faglige direktør, Tyra Grove Krause, om den nuværende model.
Indtil nu har man defineret et covid-19-tilfælde som en person, der har fået et positivt testsvar.
Det gælder uanset, om det positive svar kommer fra en PCR-test eller en antigentest. Denne definition er i tråd med, hvad de internationale sundhedsmyndigheder anbefaler.
Ifølge SSI vil ændringen træde i kraft inden for »en uges tid«.
ritzau
fortsæt med at læse




























