Alle skoler og fritidsordninger i Brøndby Kommune lukker midlertidigt grundet et højt incidenstal.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.
Samtidig lukker skoler og fritidsordninger i Pederstrup Sogn i Ballerup også midlertidigt, fordi smitten med covid-19 stiger.
Elever, medarbejdere og deres familier opfordres til at blive testet, skriver styrelsen.
Onsdag aften skrev TV 2 Lorry, at der er udbredt smitte i Nygård Sogn i Brøndby. Her lå incidenstallet på 500.
»Det er et eksorbitant højt tal. Det er i etageboligerne ved Brøndby Nord Vej og Kulturcenter Kilden, det sker«, sagde formand for Brøndby Kommunes Social- og Sundhedsudvalg Per Jensen (S) til TV 2 Lorry.
Overgået af Ishøj
Ifølge TV 2 havde Brøndby Kommune onsdag samlet set landets næsthøjeste incidenstal på 332 - kun overgået af Ishøj Kommune.
Incidenstallet viser antal smittede per 100.000 indbyggere.
»Vi følger situationen og foretager smitteopsporing i samarbejde med kommunens sundhedstjeneste«, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.
Udvalgsformand Per Jensen sagde onsdag, at kommunen allerede har intensiveret smitteopsporingen. Et hold fra Styrelsen for Patientsikkerhed kommer til at gå rundt i området for at opfordre folk til at blive testet, fortalte han. Holdet har pjecer med på flere sprog.
I Pederstrup Sogn i Ballerup følger styrelsen situationen, og ligesom i Brøndby foretager den smitteopsporing i samarbejde med kommunen.
ritzau




























