Champagnepropper må have sprunget lystigt blandt borgmestre, kommunalbestyrelser, forældre og frisør – eller tatoveringstrængende borgere i Brøndby, Halsnæs, Fredensborg og Gladsaxe fredag eftermiddag, da det blev offentliggjort, at fra mandag kan liberale erhverv og skoletilbud til store børn nu også genåbne. En uge senere end i resten af landet.
Dermed er det kun Ishøj Kommune, der som eneste kommune i landet fortsat ikke har sat genåbningshjulene i bevægelse. Ishøj får dermed heller ikke lov til af Epidemikommissionen fra mandag som i resten af landet at genåbne de mindre indkøbscentre, stormagasiner og arkader, som har et areal under 15.000 m2. For Ishøj Kommune har fortsat alt for mange smittede.



























