Femten måneder efter den store nedlukning i foråret 2020 har Danmark nu en relativ detaljeret plan for, hvordan vi kommer af med de restriktioner, der siden dengang har været en kvælende påmindelse om en usynlig fjende: Coronavirus.
Lige nu er det nemt at være glad og optimistisk. Solen skinner, temperaturen stiger, allerede fra i morgen er barerne åbne til midnat, fra mandag slipper vi for mundbind næsten alle steder, og op til 25.000 tilskuere kan forhåbentlig synge med på lægterne og sejle op og ned ad åen, når landsholdet spiller EM-kampe.




























