Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Ud fra et forsigtighedsprincip sætter Pfizer rygestopmidlet Champix på pause på verdensplan, mens det testes.

Pfizer sætter rygestopmiddel på pause efter fund af kræftfremkaldende stof

Foto: Arnd Wiegmann/Ritzau Scanpix
Foto: Arnd Wiegmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Pfizer sætter distributionen af rygestopmidlet Champix på pause. Det sker, fordi man i nogle partier af midlet har fundet forhøjede niveauer af nitrosaminer, oplyser Pfizer Danmark. I Danmark er der ikke nogle af de pågældende partier. Alligevel stoppes distributionen midlertidigt.

Champix er et rygestopmiddel, som tages gennem et forløb på 12-24 uger. Det har været på markedet i 15 år.

»Vi mener, at fordelene ved brug af Champix opvejer den meget lille risiko, der muligvis kan opstå gennem eksponering for nitrosaminer i en periode på 12-24 uger, udtaler Pfizer Danmark i en skriftlig kommentar.

Nitrosaminer er organiske forbindelser, som man udsættes for hver dag. De findes blandt andet i grillede fødevarer, grøntsager og mælkeprodukter. Nogle nitrosaminer kan være kræftfremkaldende, hvis man udsættes for store mængder over længere tid.

Ifølge Pfizer Danmark tager lægemiddelmyndighedernes grænseværdier for indholdet af nitrosamin udgangspunkt i eksponering over 70 år. De ser altså på, om indholdet af nitrosamin i et lægemiddel vil være skadeligt, hvis man indtager det hver dag i 70 år. De tager dermed ikke højde for, hvor lang tid et behandlingsforløb varer.

I 2019 bad det europæiske lægemiddelagentur (EMA) virksomheder i lægemiddelindustrien, herunder Pfizer, om at undersøge forskellige lægemidler for forekomsten af nitrosaminer. Det skyldtes fund af urenheder med nitrosamin i lægemidler.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her