Krav om mundbind skulle egentlig først sløjfes 1. september.

Maskefald: Krav om mundbind i busser, tog og metro sløjfes allerede lørdag

Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det er tid til at lade maskerne falde.

Efter et år sløjfes kravet om mundbind i den offentlige transport. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Transportministeriet.

Kravet gælder i dag for stående passagerer og ind og ud af busser, tog, metro og færger og skulle først være ophævet 1. september. Men da afstandskravet på en meter forleden blev ophævet, er der bred enighed om at afskaffe kravet om mundbind.

»I august 2020 indførte vi de første danske krav om mundbind i den kollektive transport, og nu efter mere end et år er det også her det slutter. Jeg er fuld af beundring for alle de transportører, medarbejdere og borgere, der gennem hele coronakrisen har holdt afstand og brugt mundbind, så den kollektive transport har fungeret«, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelelsen.

»Jeg er ikke i tvivl om, at det har bidraget til at holde smittetallet nede og i sidste ende redde liv. Nu er vi et helt andet sted, hvor en stor del af befolkningen er vaccineret, og vi vender tilbage til en mere normal hverdag. Det betyder også, at vi kan sige farvel til mundbindene i busser, tog og metro«, siger han videre.

Man skal dog stadig huske mundbindet, når man skal ud at flyve, da luftfarten følger fælles internationale retningslinjer.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her