Den seneste uges tid er smittetallene i bydelen Vollsmose i Odense steget så hastigt, at sognet har nærmet sig grænserne for, hvornår skoler og andre institutioner skal lukke. Aktuelt har sognet, som har en høj andel beboere med anden etnisk baggrund end dansk, en incidens på omkring 800 smittede per 100.000 indbyggere på syv dage. Kommunen og civilsamfundet har skruet op for indsatsen for at få folk til at lade sig teste og vaccinere.
Udbruddet fortæller en større historie om, at der i områder som Vollsmose, Gellerup og Tingbjerg er en betydeligt højere andel borgere end på landsplan, som ikke reagerer på myndighedernes tilbud om at lade sig vaccinere mod covid-19. Det er netop i områder som disse, at myndighederne forventer, at der kan komme coronaudbrud hen over efteråret, fordi tilslutningen til det nationale vaccinationsprogram er relativt lav.




























