Jeg vil have den gode vaccine. Sådan siger en del danskere ifølge Helene Bliddal Døssing, konstitueret vicedirektør i Akutberedskabet i Region Hovedstaden med ansvar for alle vaccinationscentrene, når de opdager, at de skal stikkes med vaccinen fra Moderna.
»Der er hver dag i alle vaccinecentre nogle, som går deres vej igen, når de hører, at de skal vaccineres med Moderna-vaccinen. Det er ikke mange, men det sker dagligt. Der er desværre skabt et forkert billede hos nogle af, at Moderna-vaccinen ikke er lige så god som Pfizer-vaccinen«, siger hun.


























