Jeg havde netop afsluttet et af mine sundhedsforedrag, hvor jeg havde udbasuneret, hvor vigtigt det er at være fysisk aktiv. Og ja, jeg ved det godt. Jeg lyder som en missionær, en motionsmissionær. Så kom spørgsmålet fra salen: Men hvordan får man tid? Hvordan får man tid til motion, hvis man er en småbørnsfamilie, har krævende job og lang transporttid? Hvordan får man tid?
Rigtig godt spørgsmål, tænkte jeg, for lige netop den dag lå jeg selv og kørte rundt i bil for at fortælle, hvor vigtigt det er at være fysisk aktiv. Jeg havde ikke fået løbet om morgenen og var megairriteret på den app med det røde hjerte på min mobil, der tæller mine skridt, og som slet ikke præsterede den dag.




























