Danske forskere fra Herlev og Gentofte Hospital har indledt et stort influenzastudie, som skal vise, om højdosisvaccinen kan give færre hospitalsindlæggelser og dødsfald, skriver Herlev og Gentofte Hospital i en pressemeddelelse.
»Det, som vores projekt går ud på, er at teste, om det giver mening at give yngre borgere højdosisvaccinen, og dermed reducere antallet af indlagte og døde, fordi vi ved, at højdosisvaccinen er bedre til at forebygge influenzasygdomme«, fortæller Tor Biering-Sørensen, forskningsleder og læge på Herlev og Gentofte Hospital.
Som det er nu gives højdosisvaccinen kun til personer over 82 år, og personer, der bor på plejehjem. Forskerne vil nu undersøge, om højdosis er bedre end standarddosis til at forhindre indlæggelser og dødsfald blandt folk i aldersgruppen 65-79 år.
I alt 40.000 mennesker vil deltage i undersøgelsen. 20.000 deltagere modtager standarddosis og 20.000 modtager højdosis. Alle borgere mellem 65 og 79 år.
Resultater ventes klar til maj
Ifølge Tor Biering-Sørensen er Danmark det perfekte sted at gennemføre så stort et studie.
»Det er det største danske lodtrækningsstudie, hvor man tester to vacciner. Danmark er et unikt sted til den slags studier, fordi vi ved hjælp af de danske registre kan følge borgerne og dermed se resultaterne«.
De første resultater af undersøgelsen vil være klar i maj 2022.
»Det vil være fantastisk, hvis vi finder ud af, at højdosisvaccinen reducerer antallet af indlagte og dødsfald, for så har vi tydelig evidens fra et stort studie«, siger Tor Biering-Sørensen.
Han fortæller også, at det på sigt kan være gavnligt for samfundet fra et økonomisk perspektiv, hvis antallet af indlæggelser reduceres ved at tilbyde yngre borgere højdosisvaccinen.
Opdateres ...
ritzau
fortsæt med at læse


























