Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Antallet af indlagte stiger med fire. Mandag er 86 coronasmittede indlagt på de danske hospitaler.

380 nye smittetilfælde – antallet af indlagte stiger

Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Der er det seneste døgn registreret yderligere 380 tilfælde af coronavirus, og det er – sammen med 84 indlagte – i tråd med de seneste ugers tal.

Det vurderer Henrik Nielsen, professor og overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

»Det er meget stabilt«, siger han.

Han forventer, at tallene vil stige i løbet af efteråret og vinteren, fordi man typisk er mere indendørs og tættere på hinanden. Det giver virus bedre betingelser for at sprede sig.

Siden starten af september har antallet af dagligt smittede været under 600.

Antal indlagte stiger med 4 til 86. 12 af de indlagte er på intensivafdeling, og af dem får otte hjælp til at trække vejret af en respirator.

Antallet af coronapatienter på danske hospitaler har ikke været over 100 siden 17. september.

Der er et ny dødsfald med coronavirus.

De 380 nye smittetilfælde er fundet blandt 28.151 PCR-test, som er den, hvor man podes i svælget.

Det giver en positivprocent på 1,35 procent.

1435 borgere har det seneste døgn enten fået første eller andet stik med en vaccine mod covid-19.

Det betyder, at 76 procent af danskerne har påbegyndt deres vaccinationsforløb, mens 74,6 procent kan kalde sig færdigvaccineret.

I alt 81.939 borgere har fået første revaccination - også kaldt tredje stik. Det er 1,4 procent af befolkningen.

På nuværende tidspunkt er det personer, der bor på plejehjem, personer med svært nedsat immunforsvar og personer på 85 år og derover, der tilbydes et tredje stik.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her