Der er det seneste døgn registreret 573 nye smittetilfælde med coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI). Det er det højeste antal i de daglige smittetal i knap en måned.
Ifølge professor emeritus i infektionssygdomme Eskild Petersen, Aarhus Universitet, er stigningen ventet. Det skyldes, at vi er gået ind i efteråret, og at skolerne er åbne uden restriktioner.
»Vi har en epidemi, der er under udvikling i øjeblikket«, vurderer han.
Han peger på, at fokus skal være på børn under 11 år, da et stort studie fra Israel har vist, at 1 ud af 100 påvist smittede bliver indlagt.
»Hvis der er et udbrud i en skole eller børnehave, er vi nødt til at overveje, om vi bør lukke den ned, fordi vi ikke vaccinerer under 12-års-alderen«, siger han.
Antallet af indlagte nærmer sig 100
Onsdag morgen var 95 personer smittet med covid-19 indlagt på de danske hospitaler. Det er otte flere end et døgn tidligere.
De 573 nye smittetilfælde er fundet blandt 39.516 PCR-test, som er dem, hvor man podes i svælget. Det betyder, at 1,45 procent af PCR-testene var positive for coronavirus.
Antallet af indlagte stiger med 8 til 95. Antallet af indlagte har ikke været over 100 siden 17. september, hvor 105 var indlagt på de danske hospitaler. Af de indlagte er 11 personer på intensivafdeling – det er to færre end tirsdag. Af de 11 personer på intensivafdeling får 7 personer hjælp af en respirator til at trække vejret. Tirsdag var det tal 8.
Én person er det seneste døgn død med coronavirus.
Arbejdet med at vaccinere den danske befolkning mod covid-19 fortsætter langsomt med at skride frem. Der er givet yderligere cirka 8.000 stik med en coronavaccine, viser tal fra SSI. Det betyder, at 76 procent af befolkningen nu har fået mindst et stik, mens 74,7 procent er færdigvaccinerede.
Cirka 90.000 personer har fået et tredje stik. Det gives til blandt andre ældre og folk med nedsat immunforsvar.
Ritzau
fortsæt med at læse




























