Alvorligt syge coronapatienter er blevet fløjet ind fra udlandet for at få behandling på danske hospitaler.
Det skriver TV2 Østjylland.
Lørdag landede to rumænere på dansk jord, og de er blevet indlagt på Aarhus Universitetshospital.
»Det er rigtigt. De ligger på intensiv hos os«, siger Karina Bækby Houborg, der er ledende overlæge på hospitalets intensivafdeling, til regionalmediet.
Ole Thomsen, der er koncerndirektør i Region Midtjylland oplyser til TV2 Østjylland, at staten onsdag eller torsdag bad regionerne om hjælp.
Han mindes, at der var tale om måske 10-15 personer på landsplan, og Aarhus Universitetshospital vurderede, at det havde mulighed for at tage to patienter ind.
Anmodningen til regionerne er kommet, kort før Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, fredag sagde, at sygehusene kan blive overbelastet til et kritisk punkt de næste måneder.
»Der er vores bekymring, at der er en stor risiko for, at det bliver kritisk på sygehusene særligt hen over januar og december måned, medmindre man laver yderligere tiltag«, sagde han.
De rumænske coronapatienter bliver sendt til Danmark for at få behandling, da der angiveligt ikke er mulighed for at give dem den nødvendige hjælp i hjemlandet.
Rumænien kæmper med en fjerde bølge af coronavirus, og i begyndelsen af oktober i år kaldte næstformanden for de rumænske intensivafdelinger situationen for et helvede.
»Og det er kun begyndelsen. Situationen er på sit mest kritiske punkt under hele pandemien«.
»Vi er som et overfyldt Noas Ark, som alt for mange mennesker desperat klamrer sig til«, sagde Dorel Sandesc i sidste måned ifølge nyhedsbureauet Reuters.
ritzau




























