Alle elever i 0. til 6. klasse på Dyvekeskolen i København skal blive hjemme på grund af et større smitteudbrud.
Styrelsen for Patientsikkerhed har nemlig udstedt et påbud om midlertidig nedlukning af indskolingen og mellemtrinet.
Det skriver styrelsen på Twitter.
Nedlukningen gælder til og med 14. november.
Smitteudbruddet er fordelt på flere klasser.
Det fremgår ikke, hvor mange elever på Dyvekeskolen, der er smittet med coronavirus.
Det er ikke den første skole, hvor elever bliver sendt hjem på grund af smitte.
Eleverne i 0. til 6. klasse på Herstedøster Skole i Albertslund er også sendt hjem på grund af et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Det påbud kom fredag, og inden da skulle man tilbage til august for at finde et lignende påbud fra styrelsen.
I Københavns Kommune, hvor Dyvekeskolen ligger, er der de seneste syv dage registreret 2733 smittetilfælde med coronavirus, hvilket svarer 427,5 smittede per 100.000 indbyggere.
Kommunen er ikke en af de kommuner i landet, hvor smitten er højest i øjeblikket, når man kigger på incidenstallet.
Smitten er højest i kommunerne Albertslund, Brøndby og Tårnby søndag. Til sammenligning er incidenstallet i Albertslund søndag 714,9.
Incidenstallet er udtryk for, hvor mange smittede, der er per 100.000 indbyggere.
ritzau




























