I over halvdelen af landets kommuner er coronasmitten så høj, at det anbefales, at der indføres tiltag over for smitten.
Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).
Tidligere trådte en automatisk nedlukning af kommuner og sogne i kraft, når coronasmitten blev høj nok. Det blev dog ændret fra september.
Nu opfordres der i stedet blot til, at der indføres tiltag for at vende udviklingen. Det er tilfældet i 54 af landets 98 kommuner.
Kommuner opfordres til at gribe ind, når der i kommunen har været mindst 20 registrerede smittetilfælde i seneste syv dage.
Samtidig skal antallet af smittede svare til, at der ville have været mindst 400 tilfælde, hvis kommunen havde haft 100.000 borgere.
Det står relativt værst til i Herlev, hvor der ifølge tirsdagens tal fra SSI havde været 305 smittetilfælde de seneste syv dage. Det svarer til 1.058 smittetilfælde per 100.000 borgere.
Også en række andre kommuner på den københavnske vestegn ligger i toppen af listen som de har gjort under store dele af epidemien herhjemme.
Når smitten overskrider de to grænser, træder en række opfordringer i kraft for blandt andet børn og unge.
Her opfordres for eksempel til, at dagtilbud tilrettelægges, så børnene så vidt muligt holder sig inden for egen stue.
ritzau
fortsæt med at læse




























