Stigende arbejdspres og personalemangel fører til flere klager over sygeplejersker i Region Hovedstaden, mener flere parter.

»Det er et kæmpestort problem«: Markant stigning i antallet af klager over sygeplejersker i Region Hovedstaden

Foto: Emil Agerskov
Foto: Emil Agerskov
Lyt til artiklen

Mens sygeplejersker råber op om stigende travlhed og pres, er antallet af klager over sygeplejersker i Region Hovedstaden på himmelflugt.

Det viser en aktindsigt, som TV 2 Lorry har fået i antallet af klager over sygeplejersker i Region Hovedstaden.

Her fremgår det, at klagerne de seneste år stabilt har ligget på et niveau på mellem 143 og 179 årlige klager fra patienter og pårørende over sygeplejersker, det svarende til et gennemsnit på 157.

Men i år er det tal allerede steget til 242 alene frem til den 24. november. Det svarer til en stigning på 53 procent. Og fremskriver man de i gennemsnit 22 månedlige klager til hele året, så svarer det til en stigning på hele 68 procent.

Styrelsen for Patientklager oplyser til TV 2 Lorry, at klagerne er forskelligt rettede og mange, og at det er umuligt at konkludere på generelle tendenser, og at det fortsat er læger, der bliver klaget mest over.

Færre på afdelingerne

Dansk Sygeplejeråd fortæller til gengæld til TV 2 Lorry, at der igennem en årrække har været fortsat flere patienthenvendelser vedrørende sygeplejersker, mens det for lægernes vedkommende har ligget på et stabilt niveau.

»Stigningen fortæller, det er alvorligt. Én af grundene er mangel på kolleger på afdelingerne. Opgaverne bliver mere komplekse, og vi bliver færre på afdelingerne«, siger Harun Demirtas til TV 2 Lorry.

Han er kredsnæstformand for Dansk Sygeplejeråd i hovedstadsområdet og er bekymret over udviklingen.

»Det er et kæmpestort problem. Der er jo forskning, der har peget på, der er sammenhæng mellem manglen på sygeplejersker og dødsfald på afdelingerne. Men ansvaret skal placeres hos politikerne. Vi kan ikke tilbyde danskerne, at de bliver fejlbehandlet eller ikke føler sig trygge, fordi der ikke er de rigtige kompetencer«, siger Harun Demirtas, der også er valgt til Københavns Borgerrepræsentation for SF.

Også i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som arbejder for at fremme patientsikkerheden i det danske sundhedsvæsen, mener direktør, Inge Kristensen, at stigningen i antallet af klager er alvorlig.

»Det er ikke kun alvorligt for den enkelte sygeplejerske - men også patienterne. Det er med til at øge et i forvejen højt stress-niveau«, siger hun til TV 2 Lorry og uddyber:

»Det er en rigtig alvorlig situation for hele sundhedsvæsenet, ikke bare at der mangler sygeplejersker, men også i faggrupperne rundt omkring. Vi kan se, der sker ting, som ikke skulle ske, og det, vi hører nu, er, at man er meget pressede, og derfor er der også en større risiko for patienterne«, siger Inge Kristensen.

Potentiale i tilfredshedsmålinger

Det ved Christoffer Buster Reinhardt (K), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, også godt. Han synes, stigningen i klager og den nuværende situation for både patienter og sygeplejersker er frustrerende.

»Stigningen viser jo også, at når der er øget travlhed, og der er mangel på kollegaer ude på afdelingerne, så er der bare mindre tid til selve plejeopgaven af den enkelte. Og det er da frustrerende«, siger Christoffer Buster Reinhardt til TV 2 Lorry.

Han mener, der er et potentiale i at forholde sig til de patienttilfredshedsmålinger, der hele tiden bliver lavet for så eventuelt at kunne skride ind over for problemer tidligere.

»Vi laver dem nu på månedsbasis her i regionen, og vi skal selvfølgelig være bedre til at bruge den data omkring patienternes tilfredshed«, siger Christoffer Buster Reinhardt, der dog langt fra selv er tilfreds med den nuværende situation.

»Jeg savner flere sygeplejersker og flere læger at trække på, så vi også kan komme af med de lange ventelister, der er i øjeblikket, hvor flere tusinde venter på behandling«, siger han til TV 2 Lorry.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) er heller ikke tilfreds med situationen. Han håber, at regeringens vinterpakke vil afhjælpe mange af problemerne, og så ser han ligesom Christoffer Buster Reinhardt et stort potentiale i patienttilfredshedsundersøgelser.

»Et stort tema for mig er at jo, at patienttilfredsheden kommer op. Den er høj mange steder, men ikke alle. Og det er et meget godt parameter at kigge på, hvor tilfreds man er med den samlede behandling, man får. Det er noget af det, vi kommer til at styre efter, også i den kommende valgperiode. Det kræver, at vi har gode og dygtige medarbejdere, og de skal have nogle ordentlige rammer at arbejde i«, siger Lars Gaardhøj til TV 2 Lorry.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her