Der er registreret rekordmange smittetilfælde på ét døgn. Antal indlagte stiger med 9 til 675.

23.228 smittetilfælde: »Det betyder for mig at se, at vi alle sammen skal regne med at blive smittet«

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Der er det seneste døgn registreret rekordmange tilfælde af coronavirus. Der er registreret 23.228 tilfælde, hvilket er en del over den hidtidige rekord, viser onsdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI). Den blev sat mandag, hvor der det foregående døgn blev registreret 16.164 tilfælde af coronavirus i Danmark.

»Det høje smittetal i dag (onsdag, red.) kan skyldes en højere PCR-testaktivitet lige efter jul«, skriver SSI i opgørelsen.

Blandt de registrerede tilfælde er 1.205 – cirka hver 20. – reinfektioner.

Svar fra 189.512 PCR-test – dem, hvor man podes i svælget – indgår i opgørelsen, hvilket er højere end de to foregående dage. Af dem har 12,26 procent været positive for covid-19. Det er cirka på samme niveau som mandag og tirsdag.

Henrik Nielsen, professor og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, ser det stigende smittetal som bevis for, at omikronvarianten er langt mere smitsom.

»Når smittetallet er så højt, afspejler det, at der er udbredt samfundssmitte i øjeblikket. Det betyder for mig at se, at vi alle sammen skal regne med at blive smittet«, siger han.

Antallet af indlagte stiger med ni

Der er sket 173 nye indlæggelser af smittede. Det samlede antal indlagte var dog kun steget til 675 personer onsdag morgen. Det er ni flere end et døgn tidligere, hvilket skyldes, at der også er blevet udskrevet patienter i perioden. 16 smittede er afgået ved døden. Det vides dog ikke, om de var indlagt, og om det derfor har påvirket indlæggelsestallet.

At det samlede antal indlagte ikke stiger, mere end det gør, er den gode nyhed, lyder det fra den nordjyske professor og overlæge.

»Vi kan finde et lille håb i, at sygehusene ikke ser en parallel stigning i antallet af indlagte. Men vi begynder at være deroppe, hvor det begynder at gøre ondt«, siger han.

Af de indlagte ligger 77 på intensivafdelinger, og af dem er 52 tilkoblet en respirator. Det er henholdsvis 6 og 2 flere end tirsdag.

Det afgørende er ifølge Henrik Nielsen, at vaccinen giver en beskyttelse mod et alvorligt forløb med covid-19.

»Når du ser på antallet af indlagte henholdsvis med og uden vaccinen, er risikoen fem gange større, hvis du ikke har vaccinen«, siger han.

Det seneste døgn er der givet omkring 100.000 stik med en coronavaccine, hvoraf størstedelen – cirka 85.000 – er tredje stik. Det betyder, at 45,7 procent af Danmarks befolkning nu har fået et boosterstik, der skal booste virkningen af vaccinen.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her