Der er det seneste døgn registreret yderligere 28.780 tilfælde med corona, viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut (SSI) mandag. Blandt det seneste døgns smittetilfælde er der 1.815 reinfektioner. Det er personer, der har haft coronavirus mindst én gang før.
De prøver, der er positive for coronavirus, er fundet blandt 170.095 PCR-prøver. Det giver en positivprocent på over 16,9 procent. Det betyder, at knap hver sjette, der er blevet testet, har fået et coronapositivt prøvesvar. Det giver den højeste positivprocent målt under epidemien. Ud over PCR-testene er der foretaget 230.663 antigentest – også kendt som lyntest – men de bliver ikke medregnet i smittetallene på grund af for stor usikkerhed.


























