Der er konstateret flere tilfælde af en alvorlig følgesygdom efter coronasmitte blandt uvaccinerede børn end vaccinerede. Derfor fastholder Sundhedsstyrelsen sin anbefaling resten af vinteren om, at børn på 5-11 år bør vaccineres. Til foråret lukkes der ned for vaccination mod covid-19 for hele befolkningen.

Sundhedsstyrelsen vil lukke ned for vaccination mod covid-19

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

I juleferien for godt et år siden blev de første doser trykket ind i skulderen på beboere på en række plejehjem over hele landet. Siden fulgte flere millioner stik, men inden længe er det i denne omgang slut med at vaccinere mod covid-19.

Sundhedsstyrelsen er i gang med at planlægge detaljerne, men fastslår, at programmet stopper i løbet af foråret. Præcise datoer meldes ud inden månedens udgang. Det gælder for alle aldre og målgrupper.

Trods intens debat om fordele og ulemper ved vaccination af de 5-11-årige fastholder styrelsen imidlertid sin anbefaling resten af vinteren. Det skyldes risiko for den sjældne inflammationssygdom MIS-C, der kan optræde efter coronasmitte. Ifølge Sundhedsstyrelsen rammer den oftere uvaccinerede børn. På grund af de høje smittetal blandt børn kan antal tilfælde af MIS-C stige den kommende tid.

Beslutningen om at lukke det store vaccinationsprogram ned til foråret er taget, da befolkningens immunitet er høj, fordi en meget stor andel af befolkningen har fået tredje stik, og et højt antal har været smittet med omikron, der har vist sig at give mindre alvorlig sygdom end tidligere varianter. Snart kommer foråret, hvor smittetallet forventes at falde, og tredje coronabølge viser ifølge Sundhedsstyrelsen allerede så småt tegn på at bøje af.

Epidemiens udvikling har fået Sundhedsstyrelsen til at gennemgå det faglige grundlag for vaccination af en række grupper.

Der har de seneste måneder fra læger og vaccineeksperter været hård kritik af anbefalingen om at vaccinere 5-11-årige børn mod covid-19. Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen har 48 procent af de 430.000 børn fået mindst et stik, mens 36 procent er færdigvaccineret. Den andel er lavere end det worst case-scenario på 50 procents dækning, som Sundhedsstyrelsen selv beskrev i sit notat om børnevaccination i slutningen af november, da myndigheden kom med sin anbefaling om vaccination af de små.

Tilfælde med sjælden følgesygdom er skævt fordelt

Da Sundhedsstyrelsen i slutningen af november inddrog 5-11-årige i vaccinationsprogrammet, var hovedformålet, at de mindste skulle bidrage til at kontrollere epidemien. Smitten blandt dem steg eksponentielt, og der var bekymring for, at deltavarianten ville føre mange tilfælde af alvorlig sygdom med sig blandt særligt ældre, og at sygdomsbyrden ville bidrage til at presse sygehusene. Siden overtog omikron epidemien, og antallet af alvorligt syge covid-patienter dalede. Fra 1. februar faldt de sidste restriktioner, og covid-19 er ikke længere en samfundskritisk sygdom.

Den lave tilslutning blandt de 5-11-årige betyder, at vaccination af børn ifølge Sundhedsstyrelsen har bidraget med 2 procentpoint til den samlede befolkningsimmunitet, der er omkring 80 procent. Det er under det halve af forventningen.

Alligevel udtaler overlæge og enhedschef Bolette Søborg fra Sundhedsstyrelsen, at hun er »glad for den pæne tilslutning«, selv om effekten er mindre end forudset.

Til gengæld kan styrelsen se, at en sjælden følgesygdom af covid-19 blandt børn – MIS-C – har været skævt fordelt efter vaccinationsstatus. Ud af 44 tilfælde i perioden 1. november 2021 til 2. februar 2022 hos 0-17-årige børn, der forinden var smittet med coronavirus, var 40 af dem blandt uvacccinerede børn, mens 4 var blandt børn, som havde fået et eller to stik.

Zoomer man yderligere ind, har der alene i aldersgruppen 5-11 år været 29 tilfælde blandt børn siden 1. november. Et tilfælde var hos et barn, som havde fået ét stik, resten var blandt uvaccinerede børn. Her skal det bemærkes, at vaccinestik til denne gruppe først blev givet fra slutningen af november og frem.

Nu ser vi, hvordan en utæmmet coronavirus opfører sig

Denne fordeling er årsag til, at Sundhedsstyrelsen resten af vinteren fortsat anbefaler børn at blive vaccineret, især at de gør deres vaccinationsprogram færdigt, hvis de allerede har fået 1. stik. MIS-C er en svær inflammationssygdom, som ofte kræver, at barnet bliver indlagt på intensiv, men prognosen er god. Tilstanden, der er sjælden, optræder typisk inden for 2-6 uger efter coronasmitte.

»Såfremt omikron bidrager til samme forekomst af MIS-C som ved tidligere virusvarianter, kan der med de nuværende smittetal blandt børn forventes en fortsat stigning i antal MIS-C-tilfælde på de danske børneafdelinger de næstkommende måneder«, skriver Sundhedsstyrelsen i et notat om vaccination af børn.

Den understreger dog, at børneafdelingerne har »etableret gode rutiner for diagnostik og behandling, så de samlede forløb bliver kortere og mindre alvorlige for det enkelte barn«.

Forskellige danske estimater og foreløbige studier peger i retning af, at MIS-C rammer fra 1 ud af 2.000 til 1 ud af 4.100 børn, som har været testet positiv eller smittet med coronavirus, uden at det blev påvist. Det gælder på tværs af virusvarianter på nær den nyeste variant omikron, som der endnu ikke er data for. Sundhedsstyrelsen forventer dog ikke, at omikron vil opføre sig anderledes i forhold til MIS-C.

Intet fjerde stik til sårbare i denne omgang

Inden beslutningen om at lukke ned for vaccinationsprogrammet har styrelsen også set nærmere på andre grupper. Det har været diskuteret, om det var en god idé at tilbyde beboere på plejehjem og andre borgere over 85 år et fjerde stik, men ifølge Sundhedsstyrelsen ser det ud til, at tredje stik giver dem tilstrækkelig beskyttelse mod alvorlig sygdom. Samtidig ventes det, at epidemikurven inden længe vil bøje af, ligesom foråret i sig selv vil få smittetallene til at falde. Derfor der ikke behov for fjerde stik til disse grupper »i denne sæson«, lyder fra Bolette Søborg.

Sundhedsstyrelsen har tidligere meldt ud, at det kan komme på tale at tilbyde vaccination mod covid-19 til dele af befolkningen til efteråret.

Den understreger dog, at den vil følge epidemien tæt den kommende tid, og hvis der »mod forventning« opstår en fjerde bølge i løbet af foråret eller dukker nye bekymrende varianter op, så vil styrelsen genoverveje sin beslutning.

Der bliver heller intet tredje stik til unge under 18 år. Det skyldes, at det endnu ikke er godkendt af den europæiske lægemiddelstyrelse, EMA, plus at så mange i den gruppe allerede har været smittet og/eller vaccineret med to stik, at de har høj immunitet og lav risiko for alvorlig sygdom. Der er derfor ingen sundhedsfaglig begrundelse for at give dem et tredje stik, vurderer Sundhedsstyrelsen.

Anders Legarth Schmidt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her