Folketingets parter er enige om at oprette op mod 25 såkaldte nærhospitaler. Det fremgår af ny sundhedsaftale.

Her er sundhedsaftalens vigtigste punkter

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

En ny sundhedsaftale med regeringen og Folketingets partier vil for fremtiden sikre, at der etableres op mod 25 såkaldte nærhospitaler. Fredag formiddag præsenteres aftalen på et pressemøde i København. I alt er der afsat 6,8 milliarder kroner over otte år. Her kan du læse udvalgte punkter fra aftalen:

Nærhospitaler

  • Regeringen og aftalepartierne vil afsætte fire milliarder kroner til at oprette op mod 25 såkaldte nærhospitaler, der er en slags udvidede og store sundhedshuse.
  • Det er endnu ikke fastlagt, hvor alle nærhospitalerne skal ligge henne.
  • Det vides heller ikke, præcis hvilke behandlinger og undersøgelser nærhospitalerne skal foretage. Men det kan for eksempel være blodprøver eller røntgenbilleder. Der bliver ingen sengeplader og døgnfunktion.

Praksispligt

  • Partierne er enige om at indføre en såkaldt praksispligt. Det betyder, at unge læger skal tilbringe op til et halvt år mere af deres uddannelse ude i almen praksis. Det betyder, at der skal bruges tilsvarende mindre tid på sygehusene.

Behandling i eget hjem

  • Det digitale sundhedsvæsen skal styrkes, og behandling og diagnosticering skal i højere grad foregå i eget hjem.
  • Hjemmebehandlingen skal til dels forankres i de 25 nærhospitaler, der blandt andet skal tilbyde virtuelle konsultationer til borgere.

Apotekernes rolle i sundhedsvæsenet

  • Apotekerne spiller ifølge aftalepartierne en central rolle i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. De kan samtidig varetage flere opgaver, end de gør i dag, mener aftalepartierne. Det gælder for eksempel i forhold til at aflaste sygeplejersker og læger.
  • I aftalen er partierne blevet enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, som i 2023 skal have kigget på, hvilke opgaver apotekerne kan varetage.

Kilde: Sundhedsreform.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her