Akuttelefonen kæmper for at tage ni ud af ti opkald inden for tre minutter. Nu bliver kravene lempet.

1813 kan ikke leve op til egne succeskriterier. Nu sænkes kravene

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Akuttelefonen 1813 i længere tid haft svært ved at leve op til egne succeskrav. Som det er i dag, skal 90 procent af opkaldene besvares inden for tre minutter, der sker dog ikke.

Tirsdag blev det derfor besluttet, at man vil sænke målsætningen om at besvare 90 procent af opkaldene inden for tre minutter til fem minutter.

Den udvidede ventetid skal sammen med en række anbefalinger fra en nedsat taskforce, bidrage til at nedbringe ventetiden på Akuttelefonen 1813 markant.

Et flertal stemte tirsdag på et møde i Forretningsudvalget i Region Hovedstaden for forslaget, om at udvide servicemålet til at bevare 90 procent af opkaldende inden for fem minutter. Forslaget er fremsat af Socialdemokratiet og Radikale Venstre.

Leila Lindén (S) fortæller, at baggrunden for forslaget blandt andet er, at Region Hovedstaden kommer til at ligge tættere på de fire andre regioners målsætninger om responstid.

»Det er næsten ti år siden vi lavede den, efter min opfattelse, fejlagtige beslutning, at man skulle kunne komme igennem indenfor tre minutter. Det er ikke realistisk«, siger hun og fortsætter:

»Når jeg ser tilbage på den beslutning, var det måske nok ønsketænkning. Det var ikke gennemtænkt, og jeg mener, at hvis man er med til at træffe en forkert beslutning, er det forkert ikke at rette op på den«.

Udover at regionerne får mere sammenlignelige målsætninger for ventetiden i akuttelefonen, mener Leila Lindén, at de høje ambitioner har bidraget til et dårligt arbejdsmiljø for fagpersonalet, der tager telefonerne.

»Der er ikke noget mere demotiverende end at gå på arbejde og vide, at der er nogle urealistiske mål, man ikke kan leve op til«, siger hun.

»Når vi ikke kan rekruttere sygeplejersker, tror jeg, det hænger sammen med, at det er et hårdt arbejdsmiljø. Derfor er jeg glad for ændringen, for det betyder, at arbejdsforholdene bliver forbedret, og det så måske bliver nemmere at rekruttere«.

Til spørgsmålet om ændringen løser problematikken med den lange ventetid henviser Leila Lindén til en Epinion-undersøgelse lavet for Region Hovedstaden. Resultatet viste, at 70 procent af respondenterne mener, det er acceptabelt at vente fem minutter eller derover, mens 36 procent mener, det er acceptabelt 10 minutter eller derover.

Det var dog ikke alle partier, der var enige ved tirsdagens afstemning. Konservative, Venstre og Ny Borgerlige stemte imod.

Den konservative formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen, Christoffer Buster Reinhardt, fortæller, at der i sidste uge var 21 procent af opkaldene, der blev besvaret indenfor tre minutter, og 41 procent indenfor ti minutter.

Han mener dog ikke, at en ændring i målsætningen er vejen til kortere svartider:

»Når man som offentlig myndighed har sat et servicemål overfor borgerne, kan man ikke bare slække på servicemålet. Det er uambitiøst, og borgerne får ikke nytte af det«, siger han.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her