Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Effekten af en covid-19-vaccine i næsesprayform var ikke god nok til, at vaccinen kunne videreudvikles.

AstraZeneca opgiver coronavaccine i form af næsespray

Indien har for nylig godkendt Bharat Biotechs coronavaccine i form af en næsespray. Foto: Rafiq Maqbool/Ritzau Scanpix
Indien har for nylig godkendt Bharat Biotechs coronavaccine i form af en næsespray. Foto: Rafiq Maqbool/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Medicinalvirksomheden AstraZeneca og forskere ved University of Oxford opgiver et projekt om at udvikle en vaccine mod covid-19 i form af en næsespray, skriver det svenske tidsskrift Läkemedelsvärlden ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Årsagen er, at effekten af næsespray-vaccinen er for dårlig. Således giver vaccinen ikke et pålideligt antistofsvar i slimhinderne. Den giver heller ikke et stærkt systemisk immunsvar i de kliniske studier, der er blevet gennemført. Effekten er dermed for dårlig til at kunne forsvare at videreudvikle næsespray-vaccinen, konkluderer forskerne. AstraZenecas eksisterende covid-19-vaccine gives ved en indsprøjtning. Den går under navnet Vaxzevria.

Forskere over hele verden har store forhåbninger til næsespray-vacciner mod coronavirus. Metoden menes potentielt at kunne forhindre smitte og ikke kun sygdom. Modsat en indsprøjtning kan en næsespray fremkalde et immunsvar direkte i luftvejene, hvor virusset trænger ind i kroppen, skriver nyhedsbureauet Reuters. Derudover er metoden mindre smertefuld og lettere at håndtere end indsprøjtninger.

Både Kina og Indien har for nylig godkendt covid-19-vacciner, der gives gennem luftvejene. I september godkendte Indiens sundhedsminister Bharat Biotechs covid-19-vaccine i næsesprayform. Samtidig godkendte kinesiske myndigheder en covid-19-vaccine i inhalator-form.

Ifølge Reuters er AstraZenecas næsespray blevet skrinlagt, fordi de indledende test på mennesker ikke har givet den ønskede beskyttelse.

»Næsesprayen fungerede ikke så godt i dette studie, som vi havde håbet«, siger Sandy Douglas, der har stået i spidsen for studiet på Jenner Institute på Oxford University.

Hun tilføjer, at forskerne stadig ser covid-19-vacciner i form af næsespray som en lovende mulighed.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her