Karin: Du har tidligere skrevet, at det er vigtigt at bevæge sig efter et måltid. Har man undersøgt, hvor meget bevægelse der skal til, før det hjælper på vores glukoseværdier? Er det nok med lidt oprydning i køkkenet efter middagen, eller skal man bevæge sig mere og længere tid end det?
Bente Klarlund Pedersen: Et højt blodsukker efter et måltid er ikke godt for kroppen, hverken for personer med diabetes eller uden. Højt blodsukker efter maden er tæt koblet til udvikling af alvorlige følgesygdomme som blodpropper i hjerte og hjerne og demens. Det er derfor interessant og vigtigt, at fysisk aktivitet effektivt reducerer blodsukkeret efter et måltid. Det høje blodsukker bidrager også til åreforkalkning og medfører betændelse i kroppen, som kan skade kroppens organer.




























