En af vores påsketraditioner er æggejagten i Gudhjem, hvor store og små sendes til en destination i området f.eks. Nørresand, Bokul eller Holkadalen. Børnene spæner af sted for at finde et eller flere malede æg i naturen, der giver adgang til f.eks. en gave i chokoladebutikken eller en tur på minigolfbanen.
De er besat af at finde æg og tænker næppe over det klassiske spørgsmål: Hvad kom først – hønen eller ægget? Spørgsmålet er blevet stillet i årtusinder, men evolutionsforskningen er sikker: Det gjorde ægget. Og det kom hele 200 millioner år før, den første høne sagde kykliky.




























