Hjemløshed, misbrug og fattigdom. Mange socialt udsatte kæmper ikke kun med de ydre livsomstændigheder, men også med sindslidelser og generelt dårligt helbred.
Det viser erfaringerne, og det viser en ny rapport udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed, som torsdag udkommer med den sørgelige melding, at socialt udsatte i gennemsnit lever hele 17 år mindre end andre borgere i Danmark. I 2021 var den gennemsnitlige levetid for socialt udsatte 64 år, mens den var 81 år for den øvrige befolkning.