Efter cirka tre et halvt år med corona siger WHO, at virussen ikke længere udgør en global sundhedstrussel.

WHO afblæser coronavirus som global sundhedstrussel, men opjusterer dødstallet med knap 200 procent

Coronavirus har kostet over 20 millioner mennesker livet siden 2019, vurderer WHO. I USA blev de hundredtusinder af amerikanere, der dengang var døde som følge af corona, mindet i 2021 med hvide flag i udstillingen 'In America: How Could This Happen' i Washington, D.C. Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Coronavirus har kostet over 20 millioner mennesker livet siden 2019, vurderer WHO. I USA blev de hundredtusinder af amerikanere, der dengang var døde som følge af corona, mindet i 2021 med hvide flag i udstillingen 'In America: How Could This Happen' i Washington, D.C. Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Coronavirus udgør ikke længere nogen global sundhedstrussel. Sådan lyder meldingen fredag fra Verdenssundhedsorganisationen WHO – cirka tre og et halvt år efter at virussen brød ud.

Coronavirus – eller covid-19 – har præget verdensbilledet siden slutningen af 2019 og medført millioner af dødsfald og stribevis af nedlukninger. WHO siger fredag, at »mindst 20 millioner« mennesker har mistet livet som følge af coronasmitte. Det estimat er en markant opjustering af det hidtidige dødstal. På WHO’s egen hjemmeside er dødstallet opgjort til 6.921.614 døde per 3. maj. Dermed er dødstallet altså knap 200 procent højere end hidtil antaget ifølge WHO.

WHO oplyste 5. januar 2020 om et muligt udbrud af lungebetændelse med ukendt årsag i det centrale Kina. Udbruddet havde relation til et fiskemarked i den kinesiske millionby Wuhan i Hubei-provinsen. Den første dansker fik en positiv coronatest 26. februar samme år.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holdt 6. marts et pressemøde, hvor hun opfordrede til at udskyde arrangementer med flere end 1.000 deltagere. Det var også her, at hun frarådede håndtryk og kram. 11. marts holdt statsministeren sit andet pressemøde. Her meddelte hun, at Danmark – herunder skoler og institutioner – blev lukket ned i to uger.

Pressemødet blev startskuddet til en tid med nedlukninger, aflysninger, coronatest og senere også vaccination af store dele af befolkningen – både i Danmark og i resten af verden.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her