Forleden kunne jeg læse en børnepsykolog og en familievejleder udtale, at forældres madhysteri kan give børn en spiseforstyrrelse. Jeg forstår deres bekymringer et stykke hen ad vejen. Man skal være varsom med at tale om ekstreme fastekure og diæter foran sine børn eller udstille sin egen kropsutilfredshed. Det kan skabe forvirring og mindreværd hos børnene.
Men når det er sagt, så vokser vores børn op i en kultur, hvor de tidligt er nødt til at lære at være bevidste om, hvad de putter i munden. De har ofte mange penge på lommen, og de støder på junkfood, slik og snacks, når de er sammen med deres kammerater.


























