Børns verden er fyldt med dyr. De har tøjbamser i form af hunde, katte, får og grise. De ser tv med pindsvinet Børste, ’Gurli Gris’ og ’Bamse og Kylling’. De synger ’Bjørnen sover’ og ’Mariehønen Evigglad’. Og før de har et sprog, kan de sige som en abe, en elefant, en hund, en kat og et får.
Forskere spurgte en gruppe voksne, om de ville redde 100 hunde eller ét menneske, hvis de havde valget. De fleste ville redde mennesket. Da forskerne spurgte børn mellem 5 og 7 år, valgte de fleste af dem hundene. Børn elsker dyr, og i deres øjne er dyr ligestillede med mennesket, der ret beset også er et dyr.




























