Et uafhængigt panel bestående af sundhedsfaglige eksperter stemte mandag for, at det amerikanske medicinalselskab Eli Lillys lægemiddel mod alzheimer kan anbefales som behandlingsmetode.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Sidste år fandt man ved kliniske forsøg ud af, at medicinen Donanemab bremser hjernens kognitive forfald i sygdommens tidlige stadier.
Der var dog også en høj forekomst af bivirkninger - inklusive dødsfald.
USA’s fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) udskød i marts et planlagt møde med sundhedsfaglige eksperter, hvor lægemidlets sikkerhed skulle vurderes.
Normalt følger FDA de sundhedsfaglige eksperters anbefalinger, men det er ikke et krav.
ritzau




























