Spørgsmål fra læseren Leyla:
Må børn under tre år lege med legetøj, der er lavet af pvc? Jeg har nemlig i en legetøjsbutik købt en bold, der er beregnet til brug fra et år og frem, men jeg var usikker på, hvad den indeholdt, og havde læst, at man skal undgå pvc, fordi det oftest indeholder ftalater. Derfor skrev jeg til butikken. De svarede, at bolden er lavet af pvc, men ikke indeholder ftalater. Kan det passe? Overalt på nettet står der, at pvc og ftalater hænger uløseligt sammen. Derudover vil jeg spørge, om pvc i sig selv er så uskadeligt, at børn på et år må lege med det? Svar:
Børn under tre år må godt lege med legetøj, der er lavet af pvc. Det er der ikke nogen lov imod. Du har ret i, at blødt pvc kan være blødgjort med ftalater. Men når det gælder legetøj, er det langtfra altid ftalater, der er brugt som blødgørere. Der findes alternative blødgørere, som dog er noget dyrere at anvende. Derfor kan den bold, som du har købt, godt være uden ftalater.
Der stilles særlige krav til visse produkter til børn under tre år. Legetøj til børn i alderen nul til tre år (36 måneder) må ikke indeholde ftalater, hvis det kan puttes i munden. Kan produktet ikke kommes i munden, er det tilladt at bruge de tre ftalater DnOP, DINP og DIDP. Hvis der var luft i bolden, da du købte den, kan/kunne den ikke kommes i munden, så de tre nævnte ftalater er, i princippet, tilladte.
Pvc anses ikke for, i sig selv, at være skadeligt for sundheden – heller ikke børns. Det bliver først problematisk, når det skal smides ud. Da udgør det nemlig et miljøproblem. Derfor skal man aflevere pvc på genbrugsstationen – det må ikke smides ud med det almindelige skrald.
Berit Asmussen




























