Bolde, pruttepuder, små figurer og kosmetik. Opfindsomheden er stor, når det gælder medfølgende legetøj i børneblade, og Forbrugerrådet Tænk har nu testet 18 forskellige magasiners legetøj for uønskede og direkte ulovlige kemiske stoffer.
I fem af magasinernes legetøj fandt man blandt andet hormonforstyrrende ftalater og parabener. Det drejer sig om magasinerne Spiderman, Wendy, Prinzessin Lillifee, Olivia og Monster High. I de tre førstnævnte var indholdet af ftalatet DEHP i legetøjet så højt, at det overskrider grænseværdierne. Derfor anmelder Forbrugerrådet Tænk nu Spiderman, Wendy og Prinzessin Lillifee til Miljøstyrelsen.


























