Klarlund: Asiatisk motion har mange fordele

POSITIVT. Asiatisk træning er god for balancen, skånsomt mod leddene, og man er fri for at dryppe af sved ude i det offentlige rum. (Arkivfoto)
POSITIVT. Asiatisk træning er god for balancen, skånsomt mod leddene, og man er fri for at dryppe af sved ude i det offentlige rum. (Arkivfoto)
Lyt til artiklen

Kommentar:

Når man nu har fundet de vises sten, vil man gerne meddele sig til andre. De vises sten inden for motion er for mig de former, som har et asiatisk udspring, blandt andet qigong, taichi (taijichuan) og xinyi. Det er det, kineserne står og gør i den tidlige morgen i parkerne. Fra jeg var 50 år, til jeg var 66 år, gik jeg i træningscenter halvanden time to-tre gange om ugen. Så begyndte jeg at træne xinyi, som minder om taichi, en halv time hver eneste dag, og målt på trappegang, cykling, havearbejde osv. har jeg en bedre kondition, end da jeg trænede i træningscenter. Nu har jeg gjort det i fire år. Det er gratis, kræver ikke noget udstyr og kan udføres på ganske få kvadratmeter selv i et beskedent hotelværelse. Man kan lære det på aftenskoler og i klubber. De, der har dyrket det i mange år, får overraskende mange kræfter af det, også i armene. Som en særlig bonus for ældre mennesker får man også trænet sin balance, det er skånsomt mod leddene, og man er fri for at dryppe af sved ude i det offentlige rum. Det kræver kun, at man finder en halv time i sit dagsprogram, og det skal være hver dag. Du har muligvis omtalt disse former, men i så fald er det undsluppet min opmærksomhed. I modsat fald tror jeg, at mange kunne have glæde af noget information om et alternativ til løb og store maskiner.

LÆS KLUMME Klarlund: Tygge-hygge gør os fede, uden vi ved det

Svar:


Tak for at dele dine vise sten med læserne. Der er ingen tvivl om, at de motionsformer, der har asiatisk udspring, har virkelig mange fordele, ikke mindst for ældre.

Der findes forskning, der viser at qigong, taichi og xinyi forbedrer integration af krop, sind og ånd. Dette effektmål er nok udtryk for en asiatisk tilgang, men det er ikke desto mindre vigtigt, idet kronisk syge mennesker ofte fortæller, at de er blevet fremmedgjorte over for deres krop.

En række forskningsartikler påpeger, at de asiatiske motionsformer også giver bedre regulering af blodtrykket. Det var også tilfældet for en gruppe mennesker i kørestol. Andre artikler beskriver bedre søvn, mindre stress, færre smerter og bedre balance.

Der er mange måder at dyrke motion på, og de asiatiske former appellerer givet vis til en stor gruppe mennesker. Det glæder mig, når jeg i parkerne ser mennesker udføre de smukke og harmoniske bevægelser en tidlig morgenstund. Det er et fint alternativ til kaptajn Jespersens mere militante 'arme bøj og arme stræk'.

Der er mange måder, hvorpå man kan undgå den 'blødagtighed', som Jespersen kæmpede imod. Tak igen for at minde os om, at vi også kan lære af Østens vise mænd og kvinder.

FACEBOOK

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her