Så sker det igen. Jeg møder en mand på gaden. Han henvender sig til mig med venlighed og genkendelighed: »Hej Bente, det er godt at se dig«.
Jeg forsøger fortvivlet at huske, hvad det nu er, han hedder. Vi står og snakker sammen, mens jeg sveder: Det er så pinligt. Jeg kan simpelthen ikke huske hans navn. Vi skilles og cykler hver til sit. Jeg er lidt nedslået. Det er ikke første gang, det sker. Er det truende Alzheimers? Jeg cykler videre og tænker på noget andet, og så dukker navnet op.
Forfatteren og lægen Henning Kirk skriver om begrebet at glemme navne i ’Huskebogen’. Det kommer hyppigere med alderen, men er ikke nødvendigvist et udtryk for demens.
Lav koblinger
Er det da, fordi min hjernes kapacitet er begrænset, og har Homer fra Simpsons ret, når han banker på sit hoved og siger, at hver gang noget nyt skal ind, må noget gammelt ud? Nej, vores hjernekapacitet er stor nok til at huske alle de navne, vi kommer i kontakt med. Vi møder nye navne i skolen, under uddannelse, på job, i fritiden. Der er børnenes venner og deres forældre og alle dem på vejen – og så er der navnene på alle de personer, vi læser om, hører om og ser i fjernsynet.
