Jeg har det med at skrive lister over de ting, jeg skal nå i weekenden: skrive udkast til et kapitel, rette eksamensopgaver, skrive ansøgning, skrive klumme til Politiken, købe gave til Tove, købe ind til middag, betale regninger og sende tøj til rensning.
Regel nummer 1 er, at jeg aldrig når alt det, der står på listen. Regel nummer 2 er, at jeg til gengæld når en hel masse andet. Jeg får læst avisen, surfet på nettet, ryddet op i køkkenskuffen og sorteret vasketøjet. Jeg laver med andre ord det, nogle med foragt kalder overspringshandlinger.




























