Flere end hver anden dansker, der arbejder foran en computer, oplever musesmerter.
De risikerer lange sygeforløb, for når først musesmerterne har bidt sig fast, kan det kræve en lang sygemelding, før smerterne er væk. Tallene stammer fra en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Userneeds blandt 1.032 danskere, skriver Avisen.dk. Problemet bliver endnu større, fordi vi har svært ved at skære ned på tiden foran computeren, viser undersøgelsen. Højst fire timer dagligt »Det er enormt svært at slippe af med musesmerter. Det kræver, at man går væk fra arbejdet, og det kan man ikke bare lige gøre uden helt at melde sig ud«, siger arbejdsmiljøkonsulent Svend-Erik Hermansen fra HK til Avisen.dk. Læger og eksperter anbefaler, at man højst sidder fire timer dagligt foran computeren. Men det er nærmest umuligt for de fleste, viser undersøgelsen fra Userneeds. LÆS OGSÅIngen erstatning for museskader Her svarer ni ud af ti, at det ikke vil være realistisk for dem at skære tiden foran computeren ned til højst fire timer om dagen. Af de adspurgte bruger næsten seks ud af ti mere end fire timer foran computeren hver dag. Musesmerter volder også store problemer for medlemmerne i forbundet for IT-professionelle, PROSA. Her bekræfter arbejdsmiljøkonsulent Allan Pleman, at det er svært at slippe for smerterne, når de først har indfundet sig. Karambolage med tidsbegrænsning »Man skal holde sig fra mus og tastatur i en lang periode for at få det til at gå væk. Det indebærer typisk, at man bliver sygemeldt«, siger han. Allan Pleman fortæller, at sygemeldingerne af og til bliver så langvarige, at medarbejderne kommer i karambolage med tidsbegræsningen på ét år for sygedagpenge. Et simpelt råd fra Svend-Erik Hermansen er, at tage musen i den anden hånd. Det er ikke så svært, som det lyder, siger arbejdsmiljøkonsulent Svend-Erik Hermansen fra HK, der i mange år har beskæftiget sig med museskader.




























