Vi gør det alle sammen, men det er langt fra lige problemfrit for alle. Toiletbesøg af den tungere slags er faktisk så omfattende et problem i Danmark, at godt hvert femte dansker døjer med afføringsproblemer. Det viser international obstipationsforskning, som ifølge førende eksperter på området kan overføres direkte til Danmark. Ifølge eksperterne har 10-20 procent af den danske befolkning besværet afføring, mens en ganske stor gruppe døjer med irritabel tyktarm, som ofte skaber skjult forstoppelse. Samlet set døjer godt hver femte dansker med diarré, forstoppelse, tarmproblemer eller ufrivillig afføring. Uhumske toiletter Blot en tredjedel udskiller afføring hver dag og på regelmæssige tidspunkter. Oftest hænger forstoppelse sammen med dårlig kost, lavt væskeindtag og mangel på motion. Men psykiske gener kan også spille ind – eksempelvis ved traumatiske barndomsminder som overgang til børnehave og skole.
Ligeledes får mange uregelmæssig afføring ved at ’holde sig’ på grund af uhumske toiletter, mens job som buschauffør eller kassedame, hvor man ikke kan gå på toilettet, når trangen melder sig, også har vist sig at påvirke tarmfunktionen.






























