Angsten kom ud af det blå en sensommerdag i 1988 på Nikolaj Plads.
Han sad på en trappesten og ventede på vennerne, som ikke kom. Det var før mobiltelefonernes tid. Og han var bare en ung fyr i starten af tyverne, der fordrev tiden efter gymnasiet med billedkunst og lidt musik. Han havde egentlig tid nok. Men pludselig var den der. Hjertet hamrede, håndfladerne blev våde og kolde, ben og hænder rystede. Var han ved at få et hjerteanfald? Husene begyndte at læne sig frem. Det var, som om de ville vælte ind over kirkepladsen i det indre København. Han fik kæmpet sig op, stadig rystende af angst. Nu ville han bare hjem, væk. Anfaldet af panikangst var et vendepunkt, der skulle ændre Olivers liv og præge det de næste 22 år. Men det anede han ikke, mens han forsøgte at bevæge sig inde fra byen ud til sit hjem.
