Jørn Peter Jensen sidder i en hospitalsseng med kaffe og brød hældt ned over brystet. Tøjet og dynen er plasket til. Hjælpeløs slår han ud med hænderne:
»Jeg ved ikke, hvad jeg skal, jeg kan jo ikke«, bliver den 65-årige mand ved med at sige om og om igen, mens hænderne flagrer hen over en bakke med en dyb tallerken og brødet ved siden af. Han har ingen fornemmelse af, hvad kniven skal bruges til, eller hvor kaffen skal stå.


























