Omkring 42.000 børn oplever hvert år, at deres mor eller far rammes af alvorlig sygdom. Nu er der hjælp på vej til dem og deres forældre. Region Hovedstaden lancerer i disse dage hjemmesiden Nårmorellerfarbliversyg.dk, der skal hjælpe sygdomsramte forældre med at tage de svære snakke med deres børn.
»Det hele er meget kaotisk, når den ene forælder pludselig rammes af alvorlig sygdom. Mange har svært ved at finde ud af, hvordan de skal sige det til børnene, hvor meget de kan sige, og hvornår«, siger Sanne Odgaard, chefkonsulent i Center for Kommunikation i Region Hovedstaden.




























