Lyt til artiklen
Det er Lone Landgreens tur til at præsentere sig. Alle kursister har sagt lidt om sig selv. Hun har sat sig for bordenden, som hun altid gør. Herfra kan hun bedst se folks ansigter og munde, når de taler. Da det er hendes tur, fortæller hun om sit høretab. Det gør hun også altid. Så de andre ikke føler sig nedstirret, når hun tyr til mundaflæsning som supplement til høreapparaterne bag ørerne.
Det tager alle tilsyneladende fint. Indtil deltagerne får besked på at finde sammen i mindre grupper. For Lone Landgreen står få øjeblikke senere tilbage som den eneste uden gruppe. Hun er overrasket. Forvirret over den uventede følelse, der hurtigt trænger sig på. At være ladt tilbage. Ydmygelsen rammer hende hårdt.
Forklaringen kan hun godt selv regne ud. Det handler om forlegenhed hos de andre. Og måske, at hun er besværlig at være i gruppe med. Og det er hun måske også, men følelsen er ny. Og lige dér vokser Lone Landgreens oplevelse af at være anderledes. Pludselig er hun en af de stakler fra skolen, der altid stod tilbage, når man valgte hold.
