Forsvundne mails, misforståelser, fejlagtige beskeder, manglende overlevering og krakkede hjemmehjælpsfirmaer er ingredienser i en kommunal cocktail, der har betydet, at en blind 84-årig kvinde i et halvt år nu har ventet på, at kommunens løfte om fysioterapeutisk træning efter et fald i hjemmet skulle blive opfyldt.
Konsekvensen er, at den gamle dames førlighed er blevet væsentligt nedsat. Datteren, Susanne Pedersen, frygter, at det kommunale bøvl har medvirket til, at hendes mor ikke kommer til at gå igen.




























