Lisbeth Bøgebjerg Mundts sønner har tilbragt flere timer i en løbevogn end de fleste børn. De har også siddet rigtig meget på et legetæppe, mens deres mor var optaget af at planlægge den næste løbetur og hvordan, hun skulle undgå at spise noget resten af dagen. Og de har oplevet deres mor råbe og skrige i frustration, når stemmen i hovedet insisterede højere og højere, mens sønnerne gjorde alt for at fange deres mors opmærksomhed.
»Da mine drenge var små, var jeg nærmest aldrig nærværende. Selv om jeg var i samme rum, havde jeg travlt med at tilfredsstille spiseforstyrrelsen i stedet for at være rigtigt sammen med mine børn. Jeg kunne sætte dem til at lege på et tæppe eller lave fingermaling, og jeg sad godt nok ved siden af, men jeg var der ikke sådan rigtigt. Jeg læste for eksempel ikke bøger og den slags for dem; det krævede for meget af mig, og så var der ikke plads til megafonen i hovedet«, fortæller den 38-årige mor til Mikkel og Kasper, som i dag er henholdsvis ni og seks år.
