De konservative vil gøre lærerne stolte

Folkeskolelærer Line Berthelsen gør klar til skolestart på Skolen på Nyelandsvej på Frederiksberg (arkivfoto).
Folkeskolelærer Line Berthelsen gør klar til skolestart på Skolen på Nyelandsvej på Frederiksberg (arkivfoto).
Lyt til artiklen

Den akutte mangel på folkeskolelærere kan kun vendes, hvis der bliver skabt bedre arbejdsforhold, mener den konservative partiformand, Lene Espersen.

Derfor offentliggør hun i dag et folkeskoleudspil, som skal få glæden tilbage hos folkeskolelærerne. Udspillet er samtidig en del af det lille regeringspartis bestræbelser på at skabe sig en blødere profil frem for at være partiet, der kræver skattelettelser. »Det handler kort og godt om, at vi skal have stoltheden tilbage i lærergerningen. Det betyder, at lærerne skal have mere tid til at undervise børnene end i dag, men også at de skal have mulighed for langt mere efteruddannelse«, siger Lene Espersen. Brug for handling Hun erkender, at interessen for at blive folkeskolelærer er faldet dramatisk, og at lærermanglen er vokset under VK-regeringen. I perioden 2004 til 2008 er søgningen til læreruddannelsen faldet med 42 procent, så der er brug for handling: »Vi kommer til at mangle tusindvis af folkeskolelærere, hvis ikke vi retter op på tingene nu«, fastslår Lene Espersen. Konkret vil de konservative bl.a. indføre undervisningsassistenter, hvor f.eks. pædagoger og pensionerede lærere skal hjælpe med at holde ro i klassen og tage sig af de fagligt svage elever: »Så kan de får støtte fra undervisningsassistenten til at få ro klassen og hjælp til nogle af de elever, som har lidt svært ved at følge med. Ud over det vil de fremover få meget mere efteruddannelse, så de hele tiden føler, at de udvikler sig«. »Ideerne er fremragende« Lærere skal frem over også kunne undervise på flere forskellige skoler for at sikre højest mulig kvalitet i undervisningen. Og så skal de bruge mindre tid på afrapportering og kontrol. »Vi skal sørge for at få fjernet den centrale styring og afrapportering. Vi skal have øget frihed til folkeskolelærerne«, siger Lene Espersen. Udspillet glæder partierne bag folkeskoleforliget på Christiansborg. »Det parti, vi har sloges mest med for at undgå kontrol og administration, har været de konservative. Så jeg synes, ideerne er fremragende. Men jeg forventer også, at der så bliver gjort noget på området i forbindelse med efterårets finanslovsforhandlinger. Ellers er det en gratis omgang, og så mister Lene Espersen den sidste flig af tillid fra lærerne«, siger uddannelsesordfører Christine Antorini (S). Også Dansk Folkeparti mener, at det er godt, at de konservative »melder sig ind i kampen for mere stolthed i lærergerningen«, som uddannelsesordfører Marlene Harpsøe udtrykker det. Lærerne er positive Undervisningsminister Bertel Harder (V) oplyser, at han allerede har afsat 150 millioner kroner til efteruddannelse og har forsøg i gang med undervisningsassistenter. Og de konservatives ønske om mindre central styring tager han positivt imod. »Vi er i en fase, hvor vi ser på, hvordan vi kan bruge f.eks. elevplaner på en mere enkel måde. Det er jeg meget optaget af, så jo mere opbakning, jo bedre«, siger Bertel Harder. Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er også positiv over de nye toner fra de konservative. »De konservative har stået i spidsen for ønsket om elevplaner og nationale test. Jeg ser dette som en erkendelse af, at man har båret i den forkerte retning. Noget af det vigtigste for lærere er at have frihed til at udfolde deres faglige professionalisme«, siger han. Lene Espersen vil bruge nogle af de penge, der i dag bruges til specialundervisning, til i stedet at efteruddanne lærerne – specialundervisningen stjæler i dag 20 procent af folkeskolens samlede budget. Men hun afviser ikke, at folkeskoleområdet skal have flere penge i de kommende år. »For vi kan ikke have en folkeskole, hvor ingen gider at arbejde«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her