Smalhals og nedskæringer skal afløses af en gavmild pengeregn over landets uddannelser, den dag Socialdemokraterne og SF vinder magten.
Det fremgår af et nyt fælles ungeudspil fra de to partier, som udmønter en del af de penge, S og SF mener at kunne skaffe i sit forslag til en alternativ finanslov og i sin økonomiske plan ’Fair løsning’.
»Pengene kan skaffes, og vi vil først og fremmest bruge dem til 15.000 flere uddannelsespladser«, siger uddannelsesordfører Nanna Westerbye fra SF.
Mange tusinder bliver afvist
Pladserne skal oprettes både på universiteter og professionshøjskoler, alt efter hvor behovet er størst. Men unge må ikke længere søge uddannelse forgæves.
»Mange tusinder blev afvist sidste sommer, og vi så det også forrige år. Det er smadderærgerligt, for der er jo øget søgning lige nu, og der er brug for, at flere danskere tager en uddannelse. Det er hul i hovedet at afvise unge, der gerne vil uddanne sig«, siger Nanna Westerbye.
LÆS OGSÅ Forligspartier afviser regeringens forslag om SU-nedskæringer
S og SF vil også tilbagerulle de nedskæringer på 500 millioner kroner, som regeringen gennemførte i sidste års genopretningsplan, siger S-uddannelsesordfører Christine Antorini. »Uddannelserne er det område, der har holdt hårdest for i hele regeringens genopretningsplan. Der er færre, der gennemfører, og flere unge, der falder fra, fordi der bliver skåret hele vejen rundt. Det er den forkerte vej at gå under en krise«, siger Christine Antorini.



























