»Usandsynligt og grotesk«. Sådan opfatter studerende på Københavns Universitet udtalelserne fra dekan Kirsten Refsing på Det Humanistiske Fakultet i gårsdagens Politiken. Her sagde hun, at hun først nu er blevet bekendt med, at langt de fleste fag og institutter kun underviser i 11-12 uger per semester. De studerende er bekymrede over de færre timer – og dybt forundrede over dekanens uvidenhed. »Der har jo været 11-12-ugers kurser i de sidste par år. Det er jo grotesk, at man som dekan ikke er inde i de forhold, som eleverne lever under. Det er slet ikke en ny sag, at vi får for lidt undervisning. Når hun siger, hun ikke ved det, er det, fordi hun ikke tager os seriøst«, siger formand Jacob Thorek Jensen fra HUM-rådet (et koordineringsorgan for humanioras fagråd, red.).
LÆS OGSÅ DI: Universiteter bryder loven med færre timer
Kirsten Refsing forklarer sig med, at nedskæringerne er sket, før hun kom til. »Jeg blev ansat som dekan og flyttede hertil fra Hongkong i 2006, og da var det allerede almindeligt på mange fag at undervise i 12 uger, så det er der selvfølgelig aldrig nogen, der har tænkt på at fortælle mig. Og selv om man er dekan, er man ikke nødvendigvis alvidende«, siger hun og tilføjer: »Det er et meget stort universitet, så det er ikke alt, jeg får at vide«. En sørgelig situation Nogle nedskæringer er dog sket senere. På faget kunsthistorie var det således i 2008-2009, at man skar undervisningen ned fra 13 til 11 uger. Og Jacob Thorek Jensen finder det usandsynligt, at dekanen ikke har været inde over beslutningerne om kortere semestre: »Jeg køber den ikke. Og hvis hun bare bliver ved med at holde fast, er det, fordi hun er alt for dårligt inde i tingene. Det er sørgeligt, for hun har jo magten til at sige til institutlederne, at de skal udbyde kurser på 14 uger«. Det afviser dekanen. »Jeg vil ikke gribe ind og sige: Nu skal jeg nok slå studienævnene, der administrerer besparelserne, oven i hovedet, det er ikke min adkomst. Det er studienævnet, der har ansvaret for uddannelsernes faglige indhold og tilrettelæggelse«, siger hun.



























