De seneste uger har tusindvis af vrede studerende protesteret mod stramninger af studiekrav, som Folketinget har vedtaget med den såkaldte studiefremdriftsreform, som pålægger universiteterne at få studerende hurtigere igennem uddannelserne.
Reformen skulle umiddelbart træde i kraft fra efteråret 2014 og blev vedtaget som en del af SU-reformen i foråret.
Men nu vil Københavns Universitet udskyde beslutningen om, hvordan det vil udforme de skrappere studiekrav - inklusive afskaffelsen af retten til orlov på kandidatuddannelsen - som følge af de studerendes protester. Universitetet vil 'parkere' de nye krav foreløbigt indtil 2015.
»Vi har lyttet til de mange bekymrede stemmer og er parat til at drøfte sagen på ny«, meddeler rektor Ralf Hemmingsen i en pressemeddelelse.
Studerende blokerer Københavns UniversitetMeldingen kommer på dagen, hvor 7.000 vrede studerende har planlagt at protestere på Frue Plads som følge af de skærpede studiekrav. Men udmeldingen fra KU vil dog ikke få Studenterrådet til at afblæse protesterne, som indebærer, at fire ud af seks fakulteter på Københavns Universitet vil i dag blive blokeret og undervisningen nedlagt.
»Det er en kæmpe sejr for de studerende, men det ikke nok at gemme stramningsplanen i skrivebordsskuffen for en stund. Vi skal have smidt stramningerne i skraldespanden«, forklarer Mie Sofie Andersen, formand i Studenterrådet, i en pressemeddelelse.
Ledelsen i KU meddeler, at de er parat til at drøfte en gradvis indfasning af reformen med de studerende og opfordrer Uddannelsesministeriet til at få færdiggjort de bekendtgørelser, som universitetet skal administrere efter.
fortsæt med at læse




























