Flere timer på skolerne og færre arbejdstimer hjemme. Sådan bliver fremtiden for omkring 3.200 skolelærerne i Aarhus. Aftalen om lærernes arbejdstid, som Aarhus Kommune, Århus Lærerforening og Aarhus Skolelederforening i går eftermiddag indgik, går stik mod den linje, som Danmarks Lærerforening lægger op til for næste års forhandlinger om nye overenskomster, og glæden er stor i byrådet i Aarhus.
LÆS OGSÅ Bedre ledelse er nøglen til en bedre skole
»Vi får mere undervisning for pengene, og vi sikrer en tæt dialog om at skabe meningsfulde lokale løsninger. Det er afgørende for at sikre en god hverdag for eleverne i vores skoler«, siger Kristian Würtz (S), rådmand for Børn og Unge. Aftalen indfrier samtidig et sparekrav på 37 millioner kroner.
En time mere om ugen
De aarhusianske lærere kan komme til at undervise en time mere om ugen end lærerne i resten af landet, og de skal være 75 procent af arbejdstiden på skolen eller sammen med eleverne på ture for eksempel. Det vil kort fortalt sige, at de skal være på skolen i knap 6 timer om dagen.
Landets næststørste by har til Danmarks Lærerforenings ærgrelse brugt en smutvej – en KTO-aftale uden for den overordnede aftale – til at komme uden om de generelle arbejdstidsregler for lærere.



























